Vedtægter for 38 K

Download som pdf

 

§ 1
Navn og hjemsted


Foreningens navn er 38 K.
Foreningen har hjemsted i Århus Kommune.


§ 2
Formål

38 K’s formål er:

§  At være lejernes talerør i fht. udlejer, herunder forsøge at opretholde bedst mulige vilkår indenfor bl.a. fælles faciliteter ( f.eks. internet, mødelokaler, kopi/print, rengøring og planteservice)
§  At skabe gode rammer for videndeling og samarbejde mellem virksomhederne, fx gennem de fysiske rammer, intranet, mailinglister og faglige arrangementer.
§  At styrke de personlige relationer mellem virksomhederne gennem sociale arrangementer, fx fredagsbar, fester, udflugter mv.


§ 3
Medlemmer


Som medlemmer af 38 K kan optages erhvervsvirksomheder, der lejer lokaler på Søren Frichs Vej 38 K, 1. sal, samt erhvervsvirksomheder, der er fremlejetagere hos en medlemsvirksomhed. Indmeldelse sker ved betaling af kontingent til foreningen.
Medlemskabet ophører automatisk ved kontingentrestance til 38 K.

§ 4
Medlemsrettigheder


Hver medlemsvirksomhed af 38 K har én stemme på foreningens årlige generalforsamling samt på eventuelle ekstraordinære generalforsamlinger.
Foreningens bestyrelse er til enhver tid bemyndiget til at ekskludere medlemsvirksomheder, som forbryder sig mod foreningens vedtægter.
Medlemsvirksomhederne hæfter ikke personligt for foreningens økonomiske forpligtelser.


§ 5
Kontingent

Medlemsvirksomhedernes kontingentindbetaling er grundlaget for foreningens økonomi. Herudover kan der skaffes indtægter til foreningen gennem arrangementer, tilskud, frivillige bidrag mm.
Kontingentet fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling efter forslag fra den siddende bestyrelse.
For medlemmer, der er foreninger, træffes særlig aftale med bestyrelsen vedrørende kontingentet.

§ 6
Økonomi, regnskab og revision


Af kontingentindtægten og eventuelt andre indtægter afholder foreningen sine løbende udgifter til administration, mødeaktiviteter mm.
Der føres regnskab for foreningens indtægter og udgifter. Bestyrelsen forelægger hvert år på foreningens generalforsamling et revideret regnskab til godkendelse.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet revideres af en revisor, der udvælges på foreningens generalforsamling.


§ 7
Generalforsamlingen

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april måned.
Generalforsamlingen drøfter og tager stilling til bestyrelsens beretning, regnskabet fra foregående periode, forslag til fremtidig virksomhed samt kontingentet for det følgende regnskabsår.
Bestyrelsen kan indbyde gæster til at overvære generalforsamlingen.
Den siddende bestyrelse indkalder til generalforsamling skriftligt med mindst 14 dages varsel på foreningens mailliste eller alternativt på brev. Den siddende bestyrelse forbereder mødet. Indkaldelsen skal angive tid og sted for generalforsamlingens afholdelse samt dagsorden, forslag til kontingent for næste regnskabsår samt indkomne forslag til behandling.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsesformanden i hænde senest den 15. marts.
Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på fem medlemmer samt en suppleant, en revisor og en revisorsuppleant.
Valgperioden for bestyrelsesmedlemmer, bestyrelsessuppleant, revisor og revisorsuppleant er ét år. 
Generalforsamlingens dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab
4. Indkomne forslag
5. Fastlæggelse af kontingent for næste regnskabsår
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen og én suppleant
7. Valg af revisor og revisorsuppleant
8. Eventuelt.

Forslag, der tilsigter en generalforsamlingsbeslutning, skal fremgå af den dagsorden, der følger med indkaldelsen til generalforsamlingen.
Husorden for kontorfællesskabet 38 K vedtages af generalforsamlingen til endelig godkendelse hos udlejer.
Ved personvalg gælder følgende afstemningsregler:

• personvalg afgøres ved simpelt flertal, eventuelt i flere afstemningsrunder
• afstemning sker ved håndsoprækning eller skriftligt.

Ved andre afstemninger gælder følgende afstemningsregler:

• vedtægtsændringer vedtages med kvalificeret flertal på mindst to tredjedele af de afgivne stemmer
• øvrige forslag vedtages ved simpelt flertal
• afstemning sker ved håndsoprækning eller skriftligt.

Stemmeretten på generalforsamlingen, jf. § 4, er knyttet til den enkelte virksomhed. Der kan stemmes ved fuldmagt, som skal gives skriftligt til en fremmødende virksomhed.

Den siddende bestyrelse udpeger en referent som fører generalforsamlingens forhandlinger og beslutninger til protokols. Protokollen underskrives af generalforsamlingens dirigent og referenten.


§ 8
Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, såfremt mindst en tredjedel af foreningens medlemmer kræver det.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter, at begæring er modtaget.
Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er to uger.


§ 9
Bestyrelsen

Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger. Den har med disse begrænsninger den fulde myndighed til at handle på foreningens vegne.

Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens økonomi. Bestyrelsen er ikke berettiget til i foreningens navn at optage lån eller på anden måde pådrage foreningen økonomiske forpligtelser, som går ud over, hvad der er nødvendigt for at varetage den daglige drift af foreningen.

Foreningen tegnes i økonomiske anliggender af bestyrelsesformanden og kassereren. Bestyrelsen kan meddele kassereren prokura/fuldmagt til foreningens driftskonto.

Bestyrelsen vælger af sin egen midte formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsesformanden skal altid være en af de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg. I så fald skal bestyrelsen udarbejde et kommissorium for udvalgets arbejde og tage stilling til udvalgsarbejdets tidsmæssige udstrækning og eventuelle økonomi.

Afstemninger i bestyrelsen afgøres ved simpelt flertal.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst tre af medlemmerne er samlet.

Bestyrelsen holder møder minimum én gang i kvartalet, men i øvrigt så ofte, det af formanden eller bestyrelsesmedlemmerne skønnes nødvendigt. Der føres protokol over samtlige bestyrelsesmøder. Bestyrelsen fastsætter selv en eventuel forretningsorden.

Bestyrelsen afgør, hvordan pengene bruges i foreningens interesse.

Bestyrelsen kan i samarbejde med udlejer ændre Husorden for kontorfællesskabet 38 K. Ændrer bestyrelsen i husordenen, skal udlejer straks og uden ophold rundsende denne til samtlige beboere på etagen evt. via foreningens fælles elektroniske mailingliste. Herefter er den gældende. Det skal klart fremgå, hvori ændringerne består. Ændringer i husorden skal altid forelægges og vedtages på næstkommende generalforsamling.

Indtægter fra sponsorater og andre indtægter indgår løbende i foreningens drift.
Bestyrelsessuppleanten indtræder i bestyrelsen, såfremt et bestyrelsesmedlem ikke længere er medlem af foreningen eller har nedlagt sit hverv.

 

§ 10
Foreningens opløsning

Beslutning om 38 K’s opløsning kan kun tages på en generalforsamling, der er indkaldt alene med dette formål.
Generalforsamlingen er kun beslutningsdygtig, hvis mindst halvdelen af foreningens medlemsvirksomheder er repræsenterede på afstemningstidspunktet. 

Såfremt generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling. Denne ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig, såfremt blot én person er tilstede.

Et forslag om opløsning kan kun vedtages med kvalificeret flertal på mindst to tredjedele af de afgivne stemmer.

Foreningens formue tilfalder i tilfælde af foreningens opløsning iværksættere i Århus efter generalforsamlingens valg, alternativt Red Barnet.


§ 11
Datering

Ovenstående vedtægter er vedtaget på 38 K’s stiftende generalforsamling den 27. juni 2003. 

Som dirigent 27. juni 2003: 
________________________________
Andreas Christensen

 

Som dirigent 30. september 2003:
________________________________
Lars Thomsen